Hop til hovedindholdet

Autismecenter Nord-Bo logo

Autismekonference Nordjylland 2019


Dato og tid

Torsdag d. 2. maj 2019 kl. 09:00 til 15:45

Tilmeldingsfrist

Mandag d. 29. april 2019 kl. 13:45

Sted

Comwell Hotel Hvide Hus, Vesterbro 2, 9000 Aalborg Comwell Hotel Hvide Hus
Vesterbro 2
9000 Aalborg

Autismekonference Nordjylland 2019


Arrangementsbeskrivelse



Autismekonference Nordjylland 2019 gæstes af en række spændende danske oplægsholdere, som med hver deres vinkel vil sætte fokus på "Livskvalitet og mening - det gode liv". 

Mød Troels W. Kjær, hjerneforsker og kendt fra DR1s program "De skjulte talenter". Troels vil på konference tale om netop "de skjulte talenter" ved mennesker med autisme. 

Mød også foredragsholder og professor Lene Tanggaard, som vil præsentere sin forskning i kreativitet. Foredraget har et væsentligt perspektiv, nemlig at alle mennesker er kreative, på vidt forskellige måder. Kreativitet er ikke forbeholdt særlige genier eller sociale klasser. Tværtimod gælder det i langt højere grad om at åbne for kreative livsmuligheder. Lene vil præsentere 7 vanebrud, der får kreativiteten i spil i hverdagen med særligt blik for, hvordan disse kan bruges i professionelt arbejde. Det handler om at spørge, lære, bruge sanserne, lege, tænke, fordybe sig og om selvforglemmelse. Det er metoder, der kan bruges til at bryde med gamle vaner, fastholde dem, der giver mening og frigøre energi til at være kreativ. Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet og forsker i kreativitet og læring.

Specialpædagogisk konsulent Annette Overgaard og Aut. psyk. Catrine Madsin fra Autismecenter Nord-Bo holder oplæg om "Tidlig indsats gennem hele livet". 

Når man har en autismespektrumforstyrrelse, er man mere sårbar over for stress og belastninger livet igennem. Derfor afhænger livskvalitet og opnåelsen af det gode liv med en autismediagnose meget af, om man så tidligt og rettidigt som muligt modtager de indsatser, der opleves både støttende, meningsgivende og tilpasset personens aktuelle livssituation. I dette oplæg vil vi dykke ned i, hvilke konsekvenser det kan få for den enkelte og for samfundet, når vi ikke yder tidlige og rettidige indsatser, herunder vil vi berøre hvordan stress påvirker kroppen og psyken på kort og på langt sigt. Vi vil ligeledes give overordnet inspiration til, hvad tidlig og rettidig indsats kan bestå af i et livsperspektiv.

Mød også Louise Egelund Jensen. Louise har autisme, og holder foredraget "Det jeg kan (og hvordan jeg lærte det). Om foredraget beskriver Louise:

"Diagnosekriterierne for autisme og dermed også en stor del af faglitteraturen, handler om at beskrive, hvad mennesker med autisme ikke kan. Og selvom vi allerede er begyndt at se en tendens med fokus på styrker fremfor svagheder, så er vi slet ikke langt nok endnu, så længe medierne og sågar visse læger stadig beskriver autisme som en lidelse og/eller en sygdom.

Med dette foredrag vil jeg gerne beskrive nogle af de ting jeg rent faktisk kan, hvad end det er en medfødt evne eller noget jeg har lært, og i sidstnævnte tilfælde vil jeg prøve at beskrive, hvordan jeg lærte det og hvad der skulle til for at jeg kunne lære det".

Om eftermiddagen er der panelinterview med borgere med autisme, som giver deres mening om hvad der giver livskvalitet og mening samt det gode liv.

Praktisk information

  • Målgruppe: Fagfolk, forældre, pårørende og mennesker med autisme
  • Dato: Torsdag d. 2/5-2019 kl. 9:00-15:30
  • Sted: Comwell Hotel Hvide Hus, Vesterbro 2, 9000 Aalborg
  • Tilmeldingsfrist: 23/4-2019 på www.nordbo.dkcho@nordbo.dk eller tlf. 98279042. Evt. afbud skal gives 7 dage før kursusstart. Derefter er tilmeldingen bindende
  •  995 kr. pr. person inklusiv kursusmateriale og forplejning

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >